Sidste forår, i et lille værksted uden for Oaxaca, så jeg en keramiker køre tommelfingeren langs kanten af en ubrændt skål for at kontrollere en tykkelse, hun ikke helt kunne forklare med ord. Få minutter senere opdagede jeg, at jeg gjorde det samme med min notesbog – jeg fulgte kanten af en sætning for at mærke, om den havde tyngde. Det er det tætteste, jeg kan komme på at beskrive, hvad jeg laver: halvdelen af tiden tæller jeg ting, og den anden halvdel prøver jeg at få tællingen til at lyde som en historie, der er værd at læse.

Mønstre, ikke bare stykker

Jeg bruger meget tid på at lægge mærke til, hvad der gentager sig – hvilke glasurer der dukker op på tværs af regioner, hvilke væveteknikker der stille og roligt forsvinder, hvilke prisniveauer der rent faktisk afspejler de mange timer, der ligger bag et stykke. Så prøver jeg det selv, dårligt i starten, for et regneark fyldt med observationer betyder intet, før mine hænder også har fejlet i forsøget. Det er mærkeligt nok netop den fiasko, der er udgangspunktet for den ærlige skrivning.

Hvad der styrer arbejdet

• Tal direkte med kunsthåndværkerne, når et værk giver mulighed for det
• Tjek påstande om materialer, før du gentager dem
• Skriv til nogen, der køber sin første talavera-skål, ikke kun til samlere
• Vær skeptisk over for trends, indtil jeg har set håndværket bag dem

Hvis du er nysgerrig efter en bestemt teknik eller en region, eller bare vil diskutere noget, jeg har skrevet, er min indbakke åben på /contact — jeg læser alt og besvarer det meste selv.